58-årig fundet hjælpeløs på gaden - røg ud fra altan: Kvinde og to mænd er anholdt

En 58-årig mand har pådraget sig flere benbrud efter at være røget ud over en altan. Tre personer er anholdt.

Af
Daniel Sennek

En 58-årig mand er lige nu indlagt på Kolding Sygehus. Det er han, fordi han tirsdag eftermiddag røg ud over en altan i forbindelse med et drikkelag i en lejlighed i Fredericia. Politiet har anholdt en kvinde og to mænd.

Det skriver Ritzau.

"Det er en tilfældig forbipasserende, der finder den 58-årige liggende nede på gaden. Han er kontaktbar, men er ikke i stand til selv at ringe efter hjælp," siger vagtchef Jørn Bystrup fra Sydøstjyllands Politi til Ritzau.

Da politiet ankommer til stedet, bliver en 42-årig kvinde og to mænd på 41 og 50 år anholdt. Angiveligt har der nemlig været tumult i lejligheden. Det er endnu uvist, om den 58-årige mand selv er hoppet ud fra altanen, eller om han er blevet skubbet.

"Men indtil videre betegner vi det som grov vold eller medvirken dertil. Samtlige fire personer - de tre anholdte og den forurettede - var så spirituspåvirkede, da vi ankom til stedet, at vi ikke har kunnet afhøre dem endnu," siger vagtchefen sent tirsdag aften til Ritzau.

Den 58-årige mand har lårbensbrud og et kompliceret benbrud efter episoden. Han har yderligere skader på andre dele af kroppen og i ansigtet.

Publiceret 13 February 2019 07:13