Familie med baby kørt på hospitalet: 30-årig overså sin vigepligt

En familie er kørt på hospitalet efter en 30-årig mand overså sin vigepligt og ramte en bil med to voksne passagerer og en baby.

Af
Daniel Sennek

Tirsdag eftermiddag var det tæt på at ende helt galt. To biler kørte galt, da en 30-årig mand fra Skive overså en bil og kørte ud i et kryds.

Det skriver Skive Folkeblad.

Den 30-årige overså vigepligten, da han kørte i sydlig retning ad Helsevænget i Roslev og skulle svinge ind på Lodalvej. Den anden bil blev ført af en 30-årig kvinde.

"Hun havde en passager og en baby med i bilen. Alle blev kørt til tjek på sygehuset, men de skulle have det fint," siger politikommissær Lars Mikkelsen fra lokalpolitiet i Skive til Skive Folkeblad.

Publiceret 13 February 2019 13:19