Arkivfoto

Arkivfoto

Midt om natten: Politiet løftede dyner - bunke af borgere anholdt for gæld

Blev hevet med på politistationen

I alt 15 personer med bopæl i enten Holbæk, Odsherred eller Kalundborg kommuner fik i nat fra kl. ca. 01.00 forstyrret deres nattesøvn, da politiet bankede på deres dør. Årsagen var ikke helt tilfældig, idet de 15 alle havde et udestående med fogedretten i Holbæk, som havde bedt politiet om hente dem, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

De var alle efterlyst af politiet, fordi de alle havde undladt at reagere på indkaldelse til fogedretten på grund af et økonomisk udestående med en modpart, som har penge til gode. Alle blev frihedsberøvet, da politiet traf dem, og de har haft midlertidigt logi på politistationen i Holbæk, indtil fogedretten i Holbæk kune tage imod dem i løbet af tirsdag formiddag, oplyser politiet.

Politiet gennemfører med jævne mellemrum denne type aktioner for at bringe udeblevne og efterlyste personer i fogedretten. Alle har dog mulighed for at selv at møde op i fogedretten for at få klaret retsmødet, inden politiet banker på døren. Den mulighed og ikke mindst opfordring har politiet hermed givet videre til andre, der ikke fik besøg af politiet i nat, men som måske vil få det på et andet tidspunkt, hedder det fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Publiceret 19 February 2019 11:05