Kvinde i chok over milliongevinst: Kioskdamen Sanne kørte hende til banken og hjem igen

Der findes kundeservice - og så findes der rigtig god kundeservice. Den sidste stod Sanne Hansen, kiosk- og postmedarbejder hos Meny i Haderslev for, da hun kørte en heldig, men meget chokeret Lotto-millionær hjem fra byen.

Af
Daniel Sennek

Onsdag kom en kvinde ind i kiosken i Meny i Haderslev. Hun skulle have tjekket sin Lotto-kupon, og da post- og kioskmedarbejder Sanne Hansen kørte den heldige kupon igennem maskinen, var der gevinst.

Det skriver Jydske Vestkysten.

I butikken kan de dog ikke se, hvor stor gevinsten er - "blot" at den er over 10.000 kroner. Kvinden måtte derfor en tur i sin bank, men det kunne hun ikke klare selv.

"Hun virkede noget chokeret over, at der overhovedet var gevinst. Så jeg tænkte, at jeg måtte heller gå med hende ned i banken. På vej derned sagde jeg - for at berolige hende lidt - at gevinsten nok ikke var på mere end 10.000 kroner, for mere skulle man ikke regne med," fortæller Sanne Hansen til avisen.

Bankdamen skrev beløbet på et stykke papir - og så stod det klart at kvinden nu var blevet millionær. Hvilket blot gjorde hende endnu mere svimmel, så efter besøget i banken hentede Sanne Hansen sin bil og kørte den ny-bagte Lotto-millionær hjem.

"Det var vigtigt, at hun kom sikkert hjem efter sådan en oplevelse. Det er jo et chok, når man får at vide, at man har vundet en million kroner," konstaterer Sanne Hansen til Jydske Vestkysten.

Publiceret 23 February 2019 07:56