Foto: Local Eyes.

Foto: Local Eyes.

Bedstemor med to små børn påkørt frontalt

To kvinder og to børn kørt på sygehuset

Onsdag eftermiddag skete der et frontalt sammenstød mellem to biler på Stilling Landevej i Stilling.

Uheldet skete klokken 16.10 omkring T-krydset ved Virringvej, hvor en 29-årig kvinde kørte over i den modsatte kørebane og frontalt ind i en anden bil, skriver Lokalavisen Skanderborg.

Vagtchef Jørn Bystrup fra Sydøstjyllands Politi oplyser, at den 29-årige bilist kørte over i den modsatte vejbane for at undvige langsom/stillestående trafik foran hende.

Føreren af den anden bil var en 64-årig kvinde, der havde to børn - angiveligt hendes børnebørn - på tre og fem år i bilen.

Bedstemoren klagede over rygsmerter og blev kørt til undersøgelse på hospitalet. Børnebørnene på tre og fem samt den 29-årige modkørende er også alle kørt til tjek på hospitalet. Tre af dem er kørt til Aarhus Universitetshospital, mens den sidste er kørt til Horsens.

Ingen af de fire personer er umiddelbart kommet alvorligt til skade, oplyser vagtchefen, der på nuværende tidspunkt ikke ved, hvor de kommer fra.

Stilling Landevej var spærret i begge retninger i cirka en times tid efter færdselsuheldet. Kort efter uheldet hjalp en lastbil med at spærre vejen ved at holde på tværs af vejen, skriver Lokalavisen Skanderborg.

Publiceret 27 February 2019 18:21