Politiker dømt for nabostrid: Gik amok med kniv og peberspray

Hvad der startede som en nabostrid, har nu resulteret i en dom på 30 dages betinget fængsel til Peter Michael Jensen fra Dansk Folkeparti.

Af
Daniel Sennek

Dansk Folkepartis, Peter Michael Jensen, der tidligere har siddet i kommunalbestyrelsen for både Venstre og senest DF, er ved retten i Glostrup idømt 30 dages fængsel.

Det skriver Rødovre Lokalnyt.

Årsagen til straffen skal findes i en strid mellem Peter Michael Jensen og hans nabo. Ifølge avisen har lokalpolitikeren anket dommen, og derfor vil ikke hverken han eller Dansk Folkeparti kommentere sagen. Det vil naboen til gengæld gerne.

"Chikanen begyndte lige efter indflytning, da familien, venner og håndværkere begyndte at parkere på den offentlige vej, foran naboens hus på Enggårdsvej. Der parkeres kun såfremt der ikke er plads foran egen matrikel," forklarede naboens far, Bjarne Helmuth Nielsen ved retten i Glostrup ifølge Rødovre Lokanyt.

Det skulle angiveligt have fået Peter Michael Jensen til at blive rasende. Blandt andet parkerede han sin erhvervstrailer på vejen, selvom det kun er tilladt i 24 timer.

I marts måned kammer det over for Peter Michael Jensen, da naboens far nægter at flytte sin bil, fordi han er dårligt gående. Det fører til direkte dødstrusler, hvor Peter Michael Jensen viser med hånden, hvordan han vil skære halsen over på ham.

"Min søn ser, at Peter Michael er ved at tage billeder af hans bil og vil gerne snakke med ham om, hvad der foregår og bede ham stoppe. Min søn når ikke at sige et ord, før han truer med en peberspray imod hans ansigt og senere truer ham på livet med en køkkenkniv," forklarer Bjarne Helmuth Nielsen om endnu en episode fra det tidligere medlem af kommunalbestyrelsen til Rødovre Lokalnyt.

Publiceret 05 March 2019 09:44