Fløjet væk med helikopter efter uhyggelig ulykke: Faldt i søvn på vejen, da bil kom kørende

Tirsdag aften blev en mand påkørt ud i Høng ved Kalundborg. Han blev omgående hastet til hospitalet med helikopter .

Af
Daniel Sennek

Midt- og Vestsjællands Politi blev alarmeret om ulykken klokken 21.27 tirsdag. Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi, Henrik Jørgensen, til sn.dk.

"Der er tale om en mand, der har været en tur på værtshuset Smedekroen, og kort efter han forlader stedet ligger han sig, af endnu ukendt årsdag, midt på kørebanen og falder i søvn," siger Henrik Jørgensen til sn.dk.

En bilist kommer kørende og får øje på manden, der ligger på vejen. Bilisten forsøger at hjælpe manden væk fra vejen, men desværre for sent. For det lykkedes ikke for ham at få kontakt til manden og slæbt ham i sikkerhed, inden en ny bil kommer kørende.

"Mens den hjælpsomme bilist gør alt, hvad han kan for at hjælpe manden i sikkerhed, kommer der en bil kørende. Bilisten i den bil når uheldigvis ikke at se, at der ligger en mand på vejen og påkører derved manden, som bliver slynget seks meter væk," siger vagtchefen til avisen.

Den påkørte mand er 58 år og fra lokalområdet, og han blev omgående fløjet med lægehelikopter til Odense Universitets Hospital. Han pådrog sig adskillige brud på kroppen, men skulle nu være uden for livsfare.

Ifølge vagtchefen havde bilisten, der påkørte manden, ingen muligheder for at nå at undgå påkørslen.

Publiceret 06 March 2019 07:06