Foto: Overvågning

Foto: Overvågning

Her stjæler mand 21.000 kroner fra automat: Hvem er han?

Hvem tog 21.000 kroner fra bankautomaten ved Jutlandia Bank på Viby Torv?

Østjyllands Politi beder offentligheden og hjælp til at finde frem til den mand, der fredag den 22. februar stjal 21.000 kroner fra en bankautomat ved Jutlandia Bank på Viby Torv.

Klokken 11.30 forsøgte en kvinde, på vegne af sin arbejdsgiver, at indsætte 21.000 kroner i en bankautomat ved Jutlandia Bank på Viby Torv. Det har kvinden gjort mange gange før, men denne gang fik hun fornemmelsen af, at transaktionen ikke var gået ordentligt igennem.

Hun gik derfor ind i banken for at tjekke, om de 21.000 kroner var gået ind på kontoen. Samtidig med at kvinden gik ind i banken, kom en ukendt mand hen til den samme bankautomat, hvor han må have set, at der stadig var en transaktion i gang. Han trykkede formentlig ”afslut”, hvorefter automaten tilbagebetalte pengene, som manden valgte at putte i sin jakkelomme, hvorefter han gik fra stedet.

Hele forløbet er optaget på bankens overvågning, og de billeder bliver nu offentliggjort i håb om at få genkendt manden.

Kan du genkende manden på videoen nedenfor, så kontakt Østjyllands Politi på telefon 114.

jn

Publiceret 29 March 2019 10:57