Arkivfoto. Personerne på billedet har ikke at gøre med de omtalte svindelsager.

Arkivfoto. Personerne på billedet har ikke at gøre med de omtalte svindelsager.

Kyniske svindlere går efter vores udviklingshæmmede: Fem ofre på 24 timer

Antallet af udviklingshæmmede, som får tømt deres bankkonto af kyniske svindlere, er eksploderet

Antallet af udviklingshæmmede, som får tømt deres bankkonto af kyniske svindlere, er et problem, der er eksploderet, fortæller Landsforeningen LEV, ifølge TV 2 Lorry.

For en udviklingshæmnet er det svært at gennemskue, hvornår personen i den anden ende af telefonen har skumle hensigter - og det udnytter svindlerne.

I forsikringsafdeling hos Landsforeningen LEV, der er en landsdækkende forening for mennesker med udviklingshæmning, modtager de dagligt henvendelser fra medlemmer, som har haft en svindler i telefonen.

Selvom der ikke føres officiel statistik, så er det ifølge landsforeningens formand, Anni Sørensen, et problem, der kun bliver større.

"Alene i går fik vi fem henvendelser fra borgere, som havde været udsat for forskellige former for tyveri fra deres konto. Så det er et problem, der er eksploderet. Og jeg er ikke i tvivl om, at det kun bliver værre fremover," fortæller hun til TV 2 Lorry.

En af dem, der har været udsat for svindel, er 45-årige Mads Tanghøj, der bor i en beskyttet bolig i Hillerød.

For nylig blev han ringet op af en person, der udgav sig for at være fra Skat. Personen i røret fortalte, at Skat manglede et par oplysninger for at kunne overføre de 7000 kroner, som Mads Tanghøj havde til gode.

I løbet af få minutter var Mads Tanghøjs bankkonto tom.

Publiceret 30 March 2019 12:40