Efterlyst kendt kunstner bankede på dør for at låne toilet

Den 83-årige kunstner Jørgen Hinke er mandag morgen fundet i god behold.

Af
Daniel Sennek

Den glædelige nyhed kunne Fyns Politi fortælle på Twitter. Her skrev de, at den 83-årige Jørgen Hinke er fundet i god behold mandag morgen kort før klokken 09.

Her bankede kunstneren nemlig på en dør i det centrale Fåborg på Fyn og bad om at låne et toilet.

Jørgen Hinke blev efterlyst af Fyns Politi tidligt søndag morgen. Her formodede politiet, at han var gået fra sin bopæl i Faaborg lørdag ved 16-tiden, og natten til søndag ledte politiet efter ham med både hunde og helikopter, skriver fyens.dk.

Flere hundrede frivillige ledte søndag eftermiddag efter Jørgen Hinke, der selv dukkede op mandag morgen. Fyns Politi ved endnu ikke, hvor han har befundet sig, siden han forsvandt.

Politiet takker de mange frivillige, der har søgt efter ham, og oplyser, at han er ved godt mod og efter omstændighederne har det godt.

Publiceret 02 April 2019 09:54