Foto: Localeyes.dk

44-årig knust under lastbil: Men hvor er chaufføren - og lastbilen - fra dødsulykken?

Politiet beder stadig offentligheden om hjælp til at finde den lastbilchauffør, der tirsdag dræbte en 44-årig motorcyklist.

Af
Daniel Sennek

Tirsdag blev en 44-årig mandlig motorcyklist dræbt, da han blev kørt over af en lastbil syd for Ribe. Politiet leder fortsat efter lastbilen og chaufføren, der måske ikke bemærkede, at han ramte motorcyklen.

Det skriver Ritzau ifølge Jydske Vestkysten.

Ulykken skete i rundkørslen ved Ringvejen, Tøndervej og Haderslevvej. Lastbilen kørte ad Tøndervej mod nord, og motorcyklisten kom kørende ind i rundkørslen fra øst ad Haderslevvej.

Den 44-årige mand blev kørt over af lastbilen og erklæret død kort efter.

"Vi arbejder sammen med en bilinspektør på at finde ud af, hvad der er sket. Motorcyklen lader ikke til at være påkørt, men motorcyklisten er på en eller anden måde kommet ind under lastbilen," fortæller vagtchef Ivan Gohr Jensen til Ritzau.

Efter ulykken fortsatte lastbilen - muligvis fordi chaufføren ikke opdagede påkørslen.

Lastbilen, der efterlyses, er med et hvidt førerhus og en mørkebrun eller rødbrun stålcontainer som anhænger eller sættevogn.

De pårørende til motorcyklisten er blevet underrettet.

Publiceret 03 April 2019 08:04