Stor advarsel til forældre: Mystisk mand i mørk bil forsøger at få børn ind i bilen ved skoler

Skolerne måtte i sidste uge sende en advarsel på intranettet til forældre for at gøre opmærksom på manden.

Af
Daniel Sennek

"Der har inden for de seneste dag været et par episoder, hvor et barn er blevet kontaktet af en fremmed mand i en bil."

Sådan starter advarslen på intranettet på en af skolerne i Guldborgsund Kommune. Det er kommunen, der har bedt skoleledere på flere skoler om at udsende advarslen. Det skriver Folketidende.dk.

Advarslen drejer sig om flere tilfælde den seneste tid, hvor en person har forsøgt at få et barn med i bilen ved at tilbyde et lift.

"Nogle gange laver vi en form for fælles kommunikation ud om det. Det er meget sjældent, vi gør det. Vi følte i det her tilfælde, at vi sad med en viden, som vi havde et ansvar for at brede ud til så mange så muligt. Selvfølgelig med det forbehold, at vi ikke ved, om der ligger noget kriminelt bagved," forklarer Peder Skelbo Hansen, der er vicecenterchef for Børn og Læring i Guldborgsund Kommune, til Folketidende.dk.

Politiet har kendskab til to sådanne episoder i Guldborgsund Kommune, samt en enkelt i Maribo. I de tre tilfælde er manden i en mørk eller sort bil, men han beskrives i et tilfælde som en mørk person med et gebrokkent dansk - og i et andet tilfælde som en dansk mand.

"Vi ved ikke, om der er tale om den samme person, eller det er forskellige hændelser uafhængigt af hinanden. Vi har heller ikke noget registreringsnummer på bilen eller signalement af manden," forklarer politikommissær Heidi Kristoffersen til avisen.

Publiceret 03 April 2019 09:10