Foto: Niels Henrik Dam Ritzau/Scanpix

Foto: Niels Henrik Dam Ritzau/Scanpix Ritzau Scanpix

Kandis-Johnny: Min kones selvmord vil forfølge os resten af vores liv

Det er 10 år siden, at Johnny Hansen mistede sin kone og de to døtre på dengang 12 og 15 mistede deres mor

I december 2008 mistede den nu 53-årige der er forsanger i dansktop-bandet Kandis, Johnny Hansen, sin kone, og hans to døtre på dengang 12 og 15 mistede deres mor.

Hans kone, Helle Bekhøj, havde taget sit eget liv.

Johnny Hansen har aldrig lagt skjul på, at han har haft svært ved at forstå, at hans kone traf den tragiske beslutning. Men ti år senere plager det ham stadig, fortæller han i et interview med Berlingske.

"Ja, vores familie har jo virkelig et ar. Min kone tog sit eget liv i 2008, og det er et sår, som aldrig heler, det vil følge ikke bare mine piger og mig, men hele familien resten af vores liv. Selv her ti år efter forstår jeg ikke, at et menneske kan synes, at det er den eneste udvej. Der er så meget hjælp at hente i vores land," siger han til Berlingske.

Knap et år efter Helle Bekhøjs selvmord fandt han sammen med Gitte Mortensen, som han i dag er gift med. Parret har en søn på seks år.

"Det var min kone, der valgte livet fra, og jeg har ikke tænkt mig at gå med sørgebind resten af mit liv, forklarede han dengang til Ekstra Bladet, efter parret havde været genstand for ondsindede rygter.

I år kan Kandis, der ud over Johnny Hansen tæller Jens Erik Jensen, Jørgen Hein Jørgensen og Frank Thøgersen, fejre 30-års jubilæum, og orkesteret har solgt over 1,5 millioner plader.

Publiceret 08 April 2019 10:41