Foto: Google Street View

Foto: Google Street View

Mand gennemtæsket af fremmede mænd i bibliotekshave: Politiet søger vidner

En 21-årig mand blev i weekenden udsat for vold i Roskilde

Det endte med blåt øje, skrammer i ansigtet, og en forslået krop, da en 21-årig mand var i byen i Roskilde i weekenden, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Natten til lørdag klokken 02:19 blev den unge mand antastet af en mand, som han ikke kendte, da han var på pub på Hestetorvet i Roskilde.

Den fremmede svinede den 21-årige til, og de to blev enige om at gå udenfor og afklare deres strid. De gik sammen til den nærtliggende Bibliotekshaven, hvor yderligere tre mænd stødte til. Nu var det pludselig fire imod en, og den 21-årige havde ikke en chance.

Han blev overfaldet med slag og spark, hvorefter mændene løb fra stedet.

Overfaldsmændene beskrives som:

A: Mand, Ikke etnisk dansk af udseende, 160-170 cm, Kropsbygning: Spinkel, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Kort, Yderligere kendetegn: sort "armycut" frisure.

B: Mand, Ikke etnisk dansk af udseende, 180-190 cm, Kropsbygning: Spinkel. Hårfarve: Sort, Iført: peak performance jakke, Nike Airmax sko.

C og D: Mænd, Ikke etnisk danske af udseende.

Politiet søger vidner i sagen. Kontakt Midt- og Vestsjællands Politi på telefon 1-1-4 hvis du har set overfaldet eller de beskrevne mænd i Roskilde midtby omkring gerningstidspunktet.

jn

Publiceret 08 April 2019 12:25