Arkivfoto.

Arkivfoto.

Mand tissede i bukserne og satte sig midt i supermarkeds køledisk med pålæg

Så kunne butikkens personale gå i gang med at destruere alt det pålæg, manden havde ødelagt

En 40-årig mand slog søndag dagens rekord i uhumskheder.

Først gik han kold i en blomsterkumme ved Hermodsvej i Esbjerg. Syd- og Sønderjyllands Politi sendte en patrulje ud til stedet, og da betjentene nåede frem, lå manden i kummen og tissede ud i det fri, skriver Jv.dk.

Betjentene fik ham rejst op og sendte ham videre i retning af sit eget hjem.

Men ved Aldi på Strandby Kirkevej besluttede den 40-årige mand, at det var tid til et pitstop i butikkens køledisk. Først tissede han i bukserne og dernæst satte han sig ned i forretningens pålægsudvalg for at tage et hvil. Derefter forlod han butikken med to dåseøl, han ikke betalte for.

En medarbejder fra Aldi ringede efter politiet, og mens patruljen tog den 40-årige med på politigården, så han kunne sove rusen ud i detentionen, kunne butikkens personale gå i gang med at destruere alt det pålæg, manden havde ødelagt, skriver Jyske Vestkysten.

Publiceret 09 April 2019 11:10