Benedicte Balling. Foto: Mogens FlindtRitzau Scanpix

Benedicte Balling. Foto: Mogens FlindtRitzau Scanpix

Tv- og radiovært død, kun 43 år: Hun efterlader sig lille datter og mand

Benedicte Balling nåede foruden 'Go' morgen Danmark' også at være reporter på 'Vild med dans' samt deltager i 'Zulu Djævleræs'

Tv- og radioværten Benedicte Balling er død, 43 år, oplyser hendes arbejdsplads, radiostationen Nova FM, i en pressemeddelelse ifølge TV 2 Nyheder.

Benedicte Balling fik i 2017 konstateret brystkræft.

Hun efterlader sig manden Philip Krag-Juel-Vind-Frijs og deres fireårige datter Josephine.

Hun debuterede på tv med 'Go' morgen Danmark' i 1996. I 2012 blev hun vært på The Voice's morgenprogram 'Vågn Op!' og i de sidste år, var hun vært på Nova FM.

Hos Bauer Media, der står bag Nova FM, fortæller hendes chef, COO Tobias Nielsen, at nyheden har ramt dem alle hårdt:

"Jeg har sjældent arbejdet med et menneske, der hver dag, fra hun mødte til hun gik, var så glad, positiv og smilende. Og samtidig var hun topprofessionel i sit arbejde og enormt vellidt blandt sine kollegaer."

"Og når hun samtidig var så sund og livsglad et menneske, har jeg meget svært ved at forstå, at det skulle ramme hende," siger Tobias Nielsen.

I juni 2017 valgte Benedicte Balling at dele nyheden om kræften med offentligheden på Facebook.

"For en lille måned siden fik jeg konstateret brystkræft. Et kæmpe chok for mig og min familie og noget, jeg hver dag bearbejder i min hjerne og krop," skrev Benedicte Balling og tilføjede:

"Jeg er startet i behandling og glæder mig til, det er vel overstået. Har heldigvis verdens bedste familie, venner og kolleger, som støtter os hver dag."

Benedicte Balling nåede foruden 'Go' morgen Danmark' også at være reporter på 'Vild med dans' samt deltager i 'Zulu Djævleræs'.

Publiceret 09 April 2019 12:33