Arkivfoto

Arkivfoto

Brødre dømt i sag om livsfarligt knivoverfald: Dolkede mand i maven flere gange

To mænd fra Randers skal i fængsel for knivoverfald og besiddelse af stoffer

Tilbage i august sidste år blev en 23-årig mand livsfarligt kvæstet, da han en søndag aften blev overfaldet med kniv i Storegade i Randers. Nu er to brødre fra Randers dømt i sagen, oplyser Østjyllands Politi.

Brødreparret på 22 og 27 år blev onsdag idømt henholdsvis fængsel i tre år og i seks måneder i sagen, hvor det 23-årige offer blev stukket flere gange i maven med en kniv eller lignende genstand og efterfølgende var i livsfare.

Den 22-årige mand blev fundet skyldig i volden og for besiddelse af 57,5 gram MDMA med henblik på videreoverdragelse og blev idømt tre års fængsel. Den 27-årige blev frifundet for volden men blev idømt et halvt års fængsel for besiddelse af samme mængde MDMA med henblik på videreoverdragelse.

Lagde vægt på vidneudsagn og video

Det var primært vidneudsagn og en videooptagelse umiddelbart efter overfaldet, der førte til, at den 22-årige blev dømt i sagen.

"Retten lagde vægt på vidneudsagn og videooptagelsen fra Storegade, men fandt dog ikke tilstrækkeligt bevis for, at den 27-årige deltog i overfaldet. Jeg er tilfreds med, at den 22-årige blev dømt for det meget grove overfald, der var tæt på at koste den 23-årige livet," siger anklager Laura Pedersen.

De tiltalte nægtede sig begge skyldige i volden. Den 22-årige erkendte besiddelsen af MDMA, men sagde at det var til eget forbrug.

Den 22-årige ankede dommen på de tre års fængsel på stedet.

Den 27-årige tog forbehold for at anke dommen på seks måneders fængsel, oplyser Østjyllands Politi.

jn

Publiceret 26 April 2019 12:06