Foto: DGO

Foto: DGO

Historisk og fredet mølle udsat for groft hærværk: "Det er helt grotesk"

Vandaler smadrede i påskedagene ruder og døre i Ndr. Mølle på Lyngby Hovedgade i Kongens Lyngby

Ukendte hærværksmænd har været hårde ved den fredede Ndr. Mølle på Lyngby Hovedgade i påskedagene. Her blev møllen nemlig af to omgange udsat for hærværk.

Natten til Langfredag blev cirka 10 vinduer smadret. Og natten efter Anden Påskedag røg stort set alle andre vinduer i den fredede mølle, der blev anlagt i 1762 og i 1846 fik sin nuværende skikkelse, skriver Lokalavisen Det Grønne Område.

Møller, Hans Nielsen, var første mand på stedet efter hærværkene, og han er rystet:

"Det er helt grotesk, at man smadrer en bevaringsværdig, fredet mølle. Jeg troede, at det i første omgang var drengestreger. Nu er sprosserne og hele vinduer ødelagt. Det er regulært hærværk. Det må være voksne mennesker, der har gjort det," siger Hans Nielsen.

Hærværksmændene har også været inde i møllen og lave hærværk, fortæller Hans Nielsen.

"Natten mellem tirsdag og onsdag sker der så fornyet hærværk – og endnu grovere. De går ind gennem et vindue, de har smadret, og bryder en låst dør op for at smadre vinduer på første sal. Det chokerede mig. Den dør er altid låst," siger han til Det Grønne Område.

Ndr. Mølle er nu afspærret, så man ikke kan komme derind.

jn

Publiceret 01 May 2019 15:36