Malene Hasselblad er den afgørende årsag til, at de 26-årige formodede gerningsmand blev anholdt og kan ende med at blive dømt. Arkivfoto: Erik Refner / Ritzau Scanpix

Arkivfoto: Erik Refner / Ritzau Scanpix Scanpix Denmark

Malene Hasselblad står frem efter drab på moderen: Jeg afslørede formodet seriemorder

Tv-kendissen Malene Hasselblads 83-årige mor er et af de tre ofre, en formodet seriemorder menes at have på samvittigheden

En sag om misbrug af dankort tog en chokerende drejning, da en 26-årig mand med østafrikansk oprindelse i marts måned blev sigtet for tre drab på ældre mennesker i samme boligkompleks på Østerbro i København.

Nu står tv-vært og tidligere vinder af Robinson Ekspeditionen, Malene Hasselblad, frem og fortæller, at det var hende, der fik sagen mod den 26-årige til at rulle, efter moderens mystiske dødsfald den 7. marts. Det skriver B.T.

Der har indtil videre været navneforbud i sagen, men det har Københavns Byret ophævet under retssagen i dag.

Derfor kan Malene Hasselblad nu stå frem og fortælle mere om, hvordan hun oplevede sit livs mareridt, der begyndte, da hun trådte ind i sin afdøde mors lejlighed.

"Der var flere ting, der ikke stemte, og nogle ting manglede, så jeg startede min egen lille efterforskning. Af hensyn til politiets efterforskning vil jeg helst ikke gå i detaljer om de ting, jeg fandt mistænksomme. Til sidst kontaktede jeg hendes bank for at spærre hendes kort og høre, om der havde været aktivitet på kortet siden hendes død," fortæller hun til B.T.

Malene Hasselblad tænker med gru på sin mors sidste stund.

"I det øjeblik han kom ind ad døren, vidste hun godt, hvad klokken var slået. På det tidspunkt havde han jo ifølge sigtelsen også allerede slået to andre i ejendommen ihjel. De dødsfald nævnte min mor faktisk for mig, før hun selv blev slået ihjel."

"Jeg kan næsten ikke bære at tænke på den angst og eventuelt smerte, hun må have følt inden hendes sidste åndedrag," siger Malene Hasselblad til B.T. ved Københavns Byret, hvor hun er mødt op for at følge sagen og se den formodede drabsmand i øjnene.

Manden nægter sig skyldig i anklagerne. Han er tidligere dømt for voldtægt og drabsforsøg.

jn

Publiceret 02 May 2019 13:54