Foto: Steven Knap/Byrd.

Foto: Steven Knap/Byrd.

36-årig mand dræbt af skud lørdag aften: Hvem flygtede i den store, mørke bil?

Bilen er fundet stukket i brand

Københavns Vestegns Politi efterforsker et skuddrab på Løvevej i Rødovre lørdag aften og søger vidner.

Lørdag klokken 21.59 modtog Københavns Vestegns Politi anmeldelser om skud på Løvevej ved nr. 10 i Rødovre. En talstærk politistyrke rykkede frem og konstaterede, at en 36-årig mand fra København var afgået ved døden som følge af skud. Hans pårørende er underrettet, oplyser politiet.

"Vi efterforsker episoden som drab, og noget tyder på, at episoden udspringer af et kriminelt miljø - men vi er stadig i den indledende fase, og det er for tidligt at sige noget konkret om årsager og motiver endnu," siger efterforskningsleder Henrik Hougaard, Københavns Vestegns Politi.

En stor mørk bil blev set køre fra Løvevej efter skudepisoden - og en lignende bil blev fundet i brand på Stærkendevej i Hedehusene klokken 22.30.

"Vi undersøger aktuelt, om der er en sammenhæng, og vi hører gerne fra vidner, som har set bilen før, under eller efter skudepisoden på Løvevej lørdag aften klokken 21.59, ved Stærkendevej ved 22.30-tiden eller på vejene mellem Rødovre og Hedehusene," siger Henrik Hougaard.

Efterforskningslederen ønsker ikke at frigive flere detaljer fra efterforskningen på nuværende tidspunkt.

Vidner kan kontakte Københavns Vestegns Politi døgnet rundt på telefon 43 86 14 48.

Publiceret 05 May 2019 10:08