Arkivfoto: Nikolai Linares / Ritzau Scanpix

Arkivfoto: Nikolai Linares / Ritzau Scanpix Scanpix Denmark

Falsk bankrådgiver forsøgte ualmindeligt frækt trick mod kvindelig bankkunde

En kvinde fra Nakskov blev forsøgt fuppet af hende "nye bankrådgiver"

Nok kan bankerne finde på at strække sig en del for at holde på kunderne, men servicen lød alligevel til at være lidt for ualmindelig for en 66-årig kvinde fra Nakskov, da hun tirsdag eftermiddag blev ringet op af en mand, der præsenterede sig som hendes nye bankrådgiver.

Manden i den anden ende af røret fortalte, at kvinden skulle have et nyt betalingskort, og at han personligt ville komme forbi med det nye kort og hente det gamle.

Den 66-årige lugtede lunten og afbrød samtalen uden at tage imod den ellers meget udstrakte service, og det var nok til det bedste, for et kontrolopkald til kvindens pengeinstitut afslørede, at der ikke var nogen ansat ved det navn, og desuden var det telefonnummer, "bankrådgiveren" ringede fra, et uregistreret taletidskort, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, som opfordrer til, at man er ekstra opmærksom på den slags henvendelser.

Rådet lyder, at man skal dobbelttjekke med sin bank, om det reelt er derfra, henvendelsen kommer, og hverken banken eller NETS eller andre vil nogensinde anmode om at få kontooplysninger eller kopier af NemID-nøglekortet.

Digitaliseringsstyrelsen hjemmeside finder du en samling gode råd om at undgå den type fup og svindel.

jn

Publiceret 15 May 2019 11:12