Foto: Rigspolitiet

Politibetjent fik taget kørekortet: Kørte 205 km/t for sjov

Betjent har fået en bøde på 31.500 kroner og er blevet frakendt kørekortet

En betjent fra Midt- og Vestsjællands Politi har i Retten i Roskilde fået en bøde på 31.500 kroner og er blevet frakendt kørekortet i et halvt år. Det skriver sn.dk.

Politibetjenten blev målt til at køre 141 km/t i en patruljebil på Københavnsvej i Roskilde, hvor han også kørte over for rødt lys, mens speedometeret på Holbækmotorvejen kom op på 205 km/t.

Hastighederne blev målt af politiets egen gps-baserede flådestyring, der til enhver tid viser, hvor alle politibiler befinder sig.

Patruljebilen med den ekstremt høje fart kørte med tændt blink og horn, men havde ingen gyldig grund til at køre hverken for stærkt eller med fuld udrykning. Årsagen til vanvidskørslen var angiveligt, at den mandlige betjent ville give en ung kvinde, der var passager i politibilen, følelsen af at køre i en politibil med udrykning.

Politibetjenten har anket rettens dom, skriver sn.dk, men hvis han ikke får medhold i anken, er det usikkert, om han kan beholde sit job ved Midt- og Vestsjællands Politi.

jr

Publiceret 25 May 2019 13:59