Foto: Local Eyes

Foto: Local Eyes

Brager ind i lygtepæl:

Ung kvinde brækker arme, ben og hofte i alvorlig ulykke

Kvinde impliceret i voldsom ulykke i Ringsted er uden for livsfare

To unge kvinder var sent fredag aften i noget tid fastklemt i en bil, der havde torpederet en lygtepæl på Nordre Ringvej i Ringsted.

Midt- og Vestsjællands Politi oplyser til Ritzau, at ulykke skete, da to biler ramte sammen omkring klokken 23 fredag aften, hvorefter den ene kolliderede med en lygtepæl i vejsiden.

De to kvinder var passagerer i en bil ført af en mand, og da kvinderne blev frigjort fra bilen, blev de hastet til hospitalet. Den ene med ambulance, mens den anden, der var i kritisk tilstand, blev fløjet til Rigshospitalet med helikopter.

Vejen var afspærret i nogle timer.

Den unge kvinde, der er i 20'erne, skulle nu være uden for livsfare, men ifølge Ritzau har hun angiveligt brækket både arme, ben og hofte.

Manden, der førte bilen, slap angiveligt uskadt fra den voldsomme ulykke, og det samme gjorde den mandlige fører af den anden bil.

Til TV2 Øst udtaler politiet, at der formentlig har været tale om et gaderæs, hvor i alt tre biler har deltaget.

Indsatslederen fortæller ydermere, at politiet måtte tilkalde en ekstra patruljevogn for at få folk i området til at holde sig på afstand og lade være med at tage billeder af ulykken.

dp

Publiceret 25 May 2019 09:16