Arkivfoto

Arkivfoto

13-årig dreng pløjet ned i fodgængerfelt: Flugtbilist i stor bil efterlyses

Midt- og Vestsjællands Politi efterlyser den bilist, som tirsdag klokken 13.45 påkørte en 13-årig dreng i Roskilde og efterfølgende stak af fra stedet uden at give sig til kende.

Uheldet skete i rundkørslen ved Helligkorsvej/Møllehusvej, hvor drengen var på vej over et fodgængerfelt, da bilen, der beskrives som en stor, brun personbil på hvide plader, kom kørende ind i rundkørslen og ramte drengen, så han røg op på køleren og landede på vejen ved siden af bilen.

Drengen humpede over på fortovet og satte sig ned, og bilen fortsatte af Helligkorsvej i østlig retning uden at standse.

Drengen fik mange knubs ved uheldet og blev indlagt på sygehuset.

Manden i den brune personbil med hvide plader beskrives som: Mand, Dansk af udseende, 60-65 år, almindeligt bygget, hvid i huden, gråt, kort hår. Yderligere kendetegn: Rynket ansigt, blå/brune øjne. Iført blå cardigan.

Politiet hører gerne fra borgere, der har set sammenstødet eller andre, der har oplysninger i sagen.

jn

Publiceret 31 May 2019 00:00