Modelfoto: Adobe Stock

Modelfoto: Adobe Stock burdun - stock.adobe.com

Pige jagtet og sparket ned bagfra af fremmed mand: Kondiløbere kan være vigtige vidner

Østjyllands Politi efterlyser vidner til et voldeligt overfald på en 15-årig pige i Doktorparken i Randers mandag aften

To kondiløbere - muligvis mor og søn - kan være vigtige vidner i en voldssag fra Randers. De efterlyses nu af Østjyllands Politi, skriver Randers Amtsavis.

Mandag aften ved 21.30-tiden blev en 15-årig pige forfulgt af en ukendt mand i Doktorparken i Randers.

Pigen gik og talte i telefon med en veninde, da hun opdagede, at manden fulgte efter hende. Hun satte tempoet op, så hun til sidst var i løb. Manden fulgte dog efter og endte, på en grussti ud for adressen Parkboulevarden 80, med at gribe fat i hendes hættetrøje og sparke hende ned bagfra af to omgange. Det fik pigen til at falde til jorden og slå hovedet, så hun mistede bevidstheden, skriver Randers Amtsavis.

Hvad der skete umiddelbart derefter, ved pigen ikke. Da hun kom til sig selv, fik hun hjælp og blev kørt på hospitalet til kontrol. Her blev det heldigvis konstateret, at hun ikke havde lidt alvorlig overlast.

De to kondiløbere, som er interessante i efterforskningen, løb tilsyneladende imod den 15-årige pige og gerningsmanden kort før overfaldet skete. De må meget gerne kontakte Østjyllands Politi på telefon 1-1-4, skriver Amtsavisen.

Gerningsmanden beskrives som: Cirka 180 cm. høj, almindelig af bygning, iført sorte bukser, sort hættetrøje trukket over hovedet og sort halsedisse, som var trukket op over næsen. Gik i almindelig gang og med hænderne i lommen. Talte muligvis med en dyb stemme.

jn

Publiceret 08 June 2019 15:04