Arkivfoto

Arkivfoto

Vanvidsbilist i vildt ræs mod færdselsretningen på motorvejen: "Det er vigtigt, vi får ham stoppet"

En bil af mærket Audi A6 med registreringsnummeret XY 46 487 har i weekenden voldt politiet i Sydøstjylland store problemer. Både lørdag og søndag har man forsøgt at standse bilen uden held, skriver JydskeVestkysten.

At få standset bilisten har stor prioritet, da vedkommende både udsætter sig selv og andre for alvorlig fare i trafikken. Det så man blandt andet søndag kort før klokken 13, hvor en patrulje også forsøgte at standse bilen. Her endte det med, at bilen stak af fra politiet via motorvejen, hvor den kørte mod færdselsretningen.

"Når vi taler om, at han kører på motorvejen mod færdselsretningen, så er det vigtigt, at vi får ham stoppet," understreger vagtchef Jørn Lindhardt fra Sydøstjyllands Politi til JydskeVestkysten.

Politiet vurderer, at bil og ejer holder til i Fredericia- og Kolding-området, og vil derfor gerne høre fra folk, som kan have set bilen.

Kontakt Sydøstjyllands Politi på telefon 1-1-4.

jn

Publiceret 17 June 2019 10:09