Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

Kvinde anmelder: Voldtaget af fremmed mand på Folkemødet

Særlige sporhunde ankommer i dag til Bornholm for at sporsøge, efter en 18-årig kvinde fra Aarhus-området mandag anmeldte til politiet, at hun blev udsat for voldtægt ved weekendens Folkemøde på Bornholm. Det skriver TV 2/Bornholm.

Bornholms Politi har allerede påbegyndt efterforskningen og afspærret det formodede gerningssted nær Danchell's Anlæg.

Voldtægten skal være foregået natten til lørdag. Den 18-årige kvinde var faldet i søvn, og hun vågnede senere ved, at en mand, hun ikke kendte, havde samleje med hende.

Efterforskningen er besværliggjort af, at der faldt en del regn i området på Bornholm lørdag samt, at der har været så mange mennesker samlet på stedet.

"Helt nemt bliver det ikke, men måske vi kan finde nogen spor alligevel," siger politiets efterforskningsleder, Henrik Schou, til TV 2/Bornholm.

jn

Publiceret 19 June 2019 09:19