Foto: Adobe Stock

Foto: Adobe Stock sdecoret - stock.adobe.com

Afsløret: Sådan fældede vakse naboer indbrudstyv

En 34-årig mand fra Randers blev mandag anholdt og sigtet for at have begået indbrud på Struervej i Randers i lørdags. Årvågne borgere stod for opklaringen

Det var takket være gode vidner, at politiet mandag fandt frem til en 34-årig mand, der menes at have begået indbrud i en villa på Struervej i Randers i lørdags. Indbruddet blev begået ved højlys dag, og en nabo havde set en ukendt mand gå ud fra huset og kunne give et godt signalement af ham.

Det afgørende bevis kom dog senere på dagen, da den forurettede tæt ved hoveddøren fandt en sammenkrøllet kvittering, som han mente kunne tilhøre indbrudstyven.

Kvitteringen stammede fra en tankstation i nærheden, og da politiet fik sikret overvågningsbillederne fra stedet kunne de konstatere, at kunden på billederne var identisk med en 34-årig mand, som betjentene kendte godt i forvejen.

Mandag eftermiddag besøgte politiet så den 34-årige mand i hans lejlighed i Randers. Her fandt man blandt andet tyvekoster, der menes at stamme fra indbruddet på Struervej. Manden blev anholdt og sigtet for indbrud og blev tirsdag fremstillet i grundlovsforhør og fængslet i fire uger.

Gode naboer kan forhindre indbrud

Sagen fra Randers er et godt eksempel på, at gode og vakse naboer kan gøre en forskel. I den konkrete sag hjalp borgerne med at få fanget indbrudstyven, men gode naboer kan også ofte være med til at forebygge indbrud, hvilket er vigtigt de kommende uger.

"Indbrudstyvene holder sig ofte væk, hvis de oplever, at nogen holder øje med deres færden. Det kan for eksempel bare være, at en nabo går ud og siger hej, hvis man ser en ukendt person i området, og måske spørger lidt til, hvad vedkommende laver. Indbrudstyve vil helst arbejde i fred, så hvis de føler sig overvåget, så opgiver de som regel," siger vicepolitiinspektør Gert Bisgaard fra Østjyllands Politi.

jn

Publiceret 25 June 2019 14:49