Arkivfoto: Lars Helsinghof / Ritzau Scanpix

Arkivfoto: Lars Helsinghof / Ritzau Scanpix Scanpix Denmark

31 personer anholdt for indsmugling af 1.650 kilo hård narko

Kæmpe politiaktion på Sjælland trækker tråde til kriminelt albansk netværk

Særlig Efterforskning Øst under Københavns Politi har igennem længere tid efterforsket en større sag om indsmugling og distribution af hård narkotika og våben. Efterforskningen har rettet sig mod et organiseret kriminelt netværk med rødder i Albanien, der bl.a. mistænkes for indsmugling og videredistribution af cirka 1.650 kilo kokain og heroin.

Efterforskningen førte onsdag til en omfattende politiaktion, hvor indtil videre 31 personer er anholdt en række steder på Sjælland – flere er udenlandske statsborgere. Samtidig er der foretaget lignende anholdelsesaktioner i flere andre europæiske lande.

"Det er en stor sag, der har tråde ud bredt i Europa. Vi har gennem længere tid – sammen med vores europæiske kolleger i Europol – efterforsket netværket, som vi mistænker for omfattende og organiseret smugling af kokain, heroin og våben. Derfor er det selvfølgelig yderst tilfredsstillende, at dagens aktion er gennemført med succes og i dag har resulteret i indtil videre 31 anholdelser alene her i landet," siger politiinspektør Torben Svarrer.

Der er på Sjælland foretaget ransagning af over 40 lokaliteter. I løbet af efterforskningen og dagens aktioner – i Danmark og udlandet – er der beslaglagt større mængder narkotika, våben og kontantbeløb. Derudover omfatter efterforskningen på tværs af de europæiske lande også omfattende hvidvask af store beløb.

Flere af de anholdte vil blive fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret torsdag.

jn

Publiceret 26 June 2019 13:57