Studenterne på billedet har ikke noget med den aktuelle sag at gøre.

Studenterne på billedet har ikke noget med den aktuelle sag at gøre. Arkivfoto: Morten Dueholm/Ritzau Scanpix

Chauffør smed studenter af: Kastede alkohol ned i åben bil

Studenter fik afbrudt kørslen og måtte fortsætte festen til fod

Nybagte studenter på studenterkørsel i Næstved måtte lørdag eftermiddag fortsætte festen til fods. De blev simpelthen smidt af lastbilen af deres chauffør, der havde fået nok af dem.

Det skete efter, de havde kastet alkohol ned i en åben bil til en kvindelig bilist, der ringede til politiet.

"En kvinde ringede og gjorde opmærksom på, at der var kastet en del alkohol ned i hendes bil," siger vagtchefen ved Sydsjællands Politi til BT.

Politiet kørte ud for at snakke med studenterne, der på det tidspunkt tilsyneladende havde gjort sig grundigt uvenner med deres chauffør.

"Studenterkørslen blev afbrudt, og så måtte de gå derfra. Det var vognmandens beslutning. Han havde nultolerance, så det ville han ikke være med til," siger vagtchefen til BT.

Episoden fik politiet til at udsende en advarsel til nybagte studenter om, at deres fest ikke må gå ud over andre, og at de venligst skal holde væsker og andre ting i lastbilerne.

jr

Publiceret 30 June 2019 08:28