Arkivfoto.

Arkivfoto.

Livsfarlig biljagt over 20 km strækning i nat: Politiet skød chauffør af flugtbil

Under biljagten blev der smidt tøj, flasker og skarpe genstande efter politibilerne langs en ti kilometer lang strækning

Syd- og Sønderjyllands Politi modtog klokken 03.49 natten til mandag en anmeldelse om indbrud i en tøjbutik i Ribe.

Politiet indledte forfølgelsen af et køretøj med fire personer klokken 04.03 ud for Foldingbro. Biljagten fortsatte derefter over en i alt 20 kilometer lang strækning.

I forbindelse med biljagten på Kongeåvej og Koldingvej i østlig retning blev der smidt tøj, flasker og skarpe genstande efter politibilerne langs en ti kilometer lang strækning, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

For at standse flugtbilen havde politiet spærret vejen med en patruljevogn. Og da personerne i flugtbilen opdagede afspærringen, vendte køretøjet rundt og kørte mod de forfølgende politibiler.

Det førte til, at der opstod en livstruende situation, hvorefter en polititjenestemand affyrede et skud mod flugtbilens chauffør, der blev ramt i skulderen. Derefter standsede køretøjet og alle fire personer blev anholdt klokken 04.12, oplyser politiet.

Chaufføren blev indlagt på Kolding Sygehus og er uden for livsfare.

Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) er underrettet og efterforsker denne del af hændelsen, mens Syd- og Sønderjyllands Politi efterforsker selve indbruddet.

Publiceret 01 July 2019 10:30