Foto:

Foto: Helena Lund/Ritzau/Scanpix

16-årig pige ramt af sjælden sygdom på Roskilde Festival:

Disse symptomer advarer styrelse mod

En sjælden sygdom, der kan smitte, er mistænkt for at være brudt ud på landets største festival

Midt- og Vestjællands Politi oplyser i en pressemeddelelse, at en 16-årig pige på Roskilde Festival kan være ramt af en farlig sygdom.

Den unge pige er lørdag blevet indlagt på hospitalet, fordi hun er under mistanke for at have fået den meget sjældne meningokoksygdom, der også er kendt som meningitis. En sygdom, der kan have dødelig udgang og som hyppigst ses hos børn, unge og yngre voksne.

Styrelsen for Patientsikkerhed har identificeret alle, der er i risiko for smitte og er i færd med at kontakte dem for at sikre forebyggende behandling.

"Vi vil gerne understrege, at risikoen for at blive smittet er meget lille," fortæller overlæge Bente Møller fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

"Jeg vil opfordre festivalens gæster til at tage det helt roligt, nyde festivalen og passe godt på hinanden."

Hun understreger dog, at det altid er vigtigt at være opmærksom på symptomer, og at man skal henvende sig til festivalens samaritter eller læge, hvis man oplever symptomer såsom hurtigt indsættende høj feber, muskelsmerter, påvirket almentilstand, nakke- og rygstivhed og små blødninger under huden.

Risikoen for smitte er ifølge styrelsen meget lille, men det kan være en alvorlig sygdom. Hvis man bliver akut dårlig med påvirket bevidsthed, bør man ringe 1-1-2.

Du kan læse mere om sygdommens symptomer hos Sundhedsstyrelsen eller i Styrelsen for Patientsikkerheds faktaark om meningokoksygdom.

dp

Publiceret 06 July 2019 09:44