Foto: Ernst Van Norde / Bt-Bt / Ritzau Scanpix

Foto: Ernst Van Norde / Bt-Bt / Ritzau Scanpix Scanpix Danmark

Kvindelig fængselsbetjent overfaldet

En indsat i den særligt sikrede afdeling i Nyborg Fængsel gik onsdag til angreb på en kvindelig fængselsbetjent, oplyser Fængselsforbundet.

Den indsatte råbte fængselsbetjenten ind i hovedet og slog hende flere gange med knytnæve i ansigtet og baghovedet, inden andre fængselsfunktionærer fik lagt vedkommende i håndjern.

Martin Sørensen er tillidsrepræsentant i Nyborg Fængsel, og han er meget lettet over, at der netop denne dag var hentet ekstra mandskab ind.

"Optimalt skal der være tre fængselsbetjente på vagt på afdelingen, men vi har ikke bemanding nok, så normalt er der kun to. Da overfaldet skete, var der hentet en ekstra mand ind fra vores forstærkningshold, så der var to kollegaer til at håndtere overfaldssituationen og hjælpe den betjent, der blev overfaldet. Jeg tør ikke tænke på, hvordan situationen havde udviklet sig, hvis de kun var to på vagt," siger Martin Sørensen.

Det voldelige overfald skyldes tilsyneladende en række konflikter mellem den indsatte og personalet. Blandt andet var den indsatte blevet bedt om at rydde op efter sig selv, men nægtede.

Fængselsbetjenten blev efterfølgende kørt til behandling på skadestuen.

jn

Publiceret 25 July 2019 14:37