Arkivfoto.

Arkivfoto.

Bil smadret af lokaltog med 10 passagerer: Bilist kørte zigzag mellem bommene

Føreren af bilen erkendte, at han var blevet utålmodig, da han havde holdt længe og ventet på, at bommene skulle gå op

Klokken 09.39 onsdag morgen blev en personbil ramt af toget på lokalbanen ved Møllegårdsalle, der ligger tæt ved Nyled Station i Nykøbing Sj. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Føreren af bilen - en 75-årig mand fra Nykøbing Sj. - kom ikke til skade, og i toget var der 10 passagerer og en togfører, som også slap fra uheldet med en forskrækkelse.

Toget fik kun skrammer ved påkørslen, men bilen fik store skader. Der skete desuden skade på bommene.

Politiet kom frem til stedet for at undersøge sagen, og Havarikommissionen blev orienteret om uheldet. En lokal banevagt undersøgte signalerne og bommene, der ikke havde fejl.

Føreren af bilen erkendte, at han var blevet utålmodig, da han havde holdt længe og ventet på, at bommene skulle gå op. Så han kørte zigzag imellem bommene, og bilen blev her ramt af toget. Politiet optog rapport i sagen, for at klarlægge omstændighederne. Den 75-årige kan forvente at høre mere fra politiet, når undersøgelserne er færdige.

Publiceret 22 August 2019 12:21