Nordsjællands Politi har registreret en mistænkelig episode, der fandt sted tirsdag eftermiddag i Smørum. Modelfoto

Nordsjællands Politi har registreret en mistænkelig episode, der fandt sted tirsdag eftermiddag i Smørum. Modelfoto

Mystisk kvinde lokkede 7-årig dreng med slikkepinde og 200 kroner: "Pas på jeres børn"

"Vi kan ikke vide, hvad damens intentioner var, for hun sagde ikke noget," siger Nordsjællands Politi om en episode på Rugvej i Smørum, hvor en ældre dame henvendte sig til en 7-årig dreng

Af
Kenneth Tanzer

En ubehagelig og mistænkelig episode udspillede sig tirsdag eftermiddag kl. 16.15 på Rugvej i Smørum.

En 7-årig dreng legede på stien med to jævnaldrende veninder, da en bil, ført af en ældre dame, stoppede op på vejen efter lidt kørsel frem og tilbage.

Fra bilen forsøgte damen, der angiveligt var alene i bilen, at lokke den 7-årige dreng ved at vifte med fem slikkepinde i den ene hånd og 200 kr. i den anden hånd.

På det tidspunkt var drengen alene på vejen/stien, da pigerne netop var rendt ind i en have. Herfra så de episoden, ligesom den 7-årige løb hurtigt ind til veninderne, inden bilen lavede en u-vending og forlod Rugvej.

Lokalavisen Egedal har været i kontakt med drengens mor, der tirsdag aften beskrev episoden på Facebook. Hun ønsker ikke at uddybe sagen, men henviser til opslaget.

Her har hun beskrevet, at børnene har givet brugbare oplysninger - både i forhold til den kvindelige chauffør og køretøjet.

"Bilen er en lysegrå Honda Civic, sportsagtig model og ikke beskidt. Nummerpladen var hvid med sorte bogstaver. Der var en kattebakke på bagsædet og tomme sodvandsplastikflasker i bilen. Personen i bilen beskrives som en ældre dame/oldemor-alder. Hun var meget rynket og havde kort gråt hår. Blusen var af let stof og blomstret i farverne sort/blå/hvid. Pas på jeres børn og tal med dem om, hvordan de skal reagere, hvis de oplever lignende," skriver den 7-åriges mor.

Hos Nordsjællands Politi har man nu registreret anmeldelsen.

"Vi kan ikke vide, hvad damens intentioner var, for hun sagde ikke noget til drengen. Vi kender ikke hendes hensigter, men nu er episoden blevet registreret, og hvis der kommer flere af samme type henvendelser, så har vi noget at sammenligne med," siger Henriette Døssing, pressekonsulent hos Nordsjællands Politi.

Publiceret 04 September 2019 16:54