Foto: presse-fotos.dk/Ritzau Scanpix

Foto: presse-fotos.dk/Ritzau Scanpix) Ritzau Scanpix

Fløjet til Rigshospitalet:

Bil i frontalt sammenstød med pansret mandskabsvogn

En mand og en kvinde er hastet på hospitalet, efter de i deres bil bragede ind i et militærkøretøj

En usædvanlig, men meget alvorlig, ulykke fandt lørdag formiddag sted på en landevej mellem Næstved og Slagelse.

Her kørte en personbil og en pansret mandskabsvogn frontalt ind i hinanden, skriver Ekstra Bladet.

I bilen sad en kvinde og en mand - begge 52 år. Den ene blev fløjet med helikopter til Rigshospitalet, mens den anden blev hastet til hospitalet i Slagelse.

Begge skulle været alvorligt kvæstede med flere brud, men er uden for livsfare.

Det var en række militærkøretøjer med veteraner, der kom kørende langs vejen, da personbilen med manden og kvinden kom forbi.

Angiveligt skulle den pågældende pansrede mandskabsvogn pludselig have kørt ud af række og ramt ind i bilen.

Årsagen til den manøvre kendes endnu ikke.

"Vi er ved at undersøge, om det skyldes en menneskelig eller en teknisk fejl," siger Bo Georg Petersen, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland Falsters Politi, til Ekstra Bladet.

Publiceret 14 September 2019 14:55