Det var færgen Bitten, som til dagligt sejler mellem Ballebro og Hardeshøj på Als, der blev raseret af den tiltalte unge mand. Foto: Johnny Madsen/Biofoto/Ritzau Scanpix

Det var færgen Bitten, som til dagligt sejler mellem Ballebro og Hardeshøj på Als, der blev raseret af den tiltalte unge mand. Foto: Johnny Madsen/Biofoto/Ritzau Scanpix Scanpix Danmark

18-årig bag groft hærværk på færge: "Vi havde det faktisk pissesjovt indtil brandalarmen gik"

En 18-årig udenlandsk mand står tiltalt i en sag om groft hærværk mod færgen til Nordals ved Retten i Sønderborg.

Natten til den 9. december sidste år gik en nu 18-årig mand amok ombord på Nordalsfærgen. Den 18-årige sidder netop nu tiltalt for det grove hærværk, som efterfølgende holdt færgen i havn i tre dage, skriver JydskeVestkysten.

Den 18-årige erkender hærværket men siger, at han gjorde det i samarbejde med en 28-årige kammerat, som han hævder pressede ham til at deltage.

"Vi laver det hærværk - det er drengestreger. Grove drengestreger. Jeg var ret påvirket på det tidspunkt. Vi tog de pulverslukkere og sprøjtede rundt med dem. Vi havde det faktisk pissesjovt, indtil brandalarmen gik," sagde han ifølge JydskeVestkysten i retten.

Hærværket kostede en del knuste ruder og smadret belysningen på vogndækket samtidig med, at der blev tømt pulverslukkere ud i både kontrolhuset og andre lokaler på færgen.

Skaderne og driftstabet løb samlet op i 122.000 kroner, skriver JydskeVestkysten.

Den 18-årige fik store snitsår på armene og blødte meget, da han smadrede færgens ruder. Han er også tiltalt for en lang stribe af andre forseelser - det drejer sig om færdselsovertrædelser, overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, indbrud og trusler.

Anklagemyndigheden kræver manden betinget udvist af landet. Der forventes først dom i sagen i november.

jn

Publiceret 18 September 2019 14:37