Arkivfoto.

Arkivfoto.

Nu er han død: Lægen gav ham kun få måneder at leve i

Det er med stor sorg, vi i LO Århus modtog beskeden om, at vores tidligere formand Anders Munk er afgået ved døden den 15. september. Efter mange års hård kamp tabte han til den prostatakræft, han fik konstateret tilbage i 2014. Dengang gav lægen ham kun ganske få måneder at leve i, men alligevel formåede han at modstå kræften i over fem år, skriver Kresten Vendelboe, formand for LO Århus, i en nekrolog i Lokalavisen Aarhus - og fortsætter:

Anders blev født i 1953 i København og er uddannet tømrer og pædagog. I 1980 flyttede han til Østjylland, da han fik job på et statsungdomshjem i Horsens. Senere arbejdede han som pædagog på Bøgholt i Viby, inden han vendte tilbage til tømrerfaget i 1985 som akkordsvend hos Spliid Pedersen i Aarhus.

I 1987 blev Anders engageret i fagligt arbejde, først i bestyrelsen for Aarhus-afdelingen af det daværende Snedker- og Tømrerforbund og siden som faglig sekretær. Siden varetog han adskillige poster og blev i 1997 formand for det nyetablerede TIB-forbund i Aarhus og sidenhen formand for TIB Østjylland i 2007. I 2010 overtog han formandskabet i LO Århus, da daværende formand Hans Halvorsen fik en rådmandspost, og året efter blev han enstemmigt valgt på det ordinære repræsentantskabsmøde i 2011.

Som formand ville han fastholde og udbygge linjen i LO Århus som en progressiv og solidarisk organisation, der altid kæmper for medlemmernes rettigheder og fællesskabets styrke. Han var blandt andet stærkt bekymret over svækkelsen af dagpenge- og efterlønsordningen, og hvilke konsekvenser det ville få for lønmodtagerne. Efter sin kræftdiagnose besluttede Anders sig for ikke at genopstille som formand for LO Århus i 2015, så der var mere tid til familien og vennerne.

Udover sit engagement i fagligt arbejde, var Anders også en ihærdig idrætsudøver. Han tog ofte cyklen fra sin bopæl i Odder til kontoret på Skt. Knuds Torv i Aarhus, spillede tennis og var passioneret omkring fodbolden. Under sin kræftdiagnose var han anfører for FC Prostata, der er et fodboldhold for prostatakræftramte mænd.

I LO Århus husker vi Anders for hans rolige gemyt. Som formand var han en person, der søgte samarbejde og konstruktive løsninger frem for konflikt. Vores tanker går til ægtefælle, børn og børnebørn, der alt for tidligt har mistet en god og kærlig ægtemand, far og bedstefar. Ære være hans minde.

Publiceret 18 September 2019 11:16