Foto: Rigspolitiet

Smadrede butiksdør i kæmpe brandert og satte sig i en stol - troede han var hjemme

Stangstiv 24-årig mand på afveje

Nordjyllands Politi modtog lørdag morgen kl. 5.30 flere anmeldelser om indbrud i en butik i Slotsgade i Aalborg.

Anmeldelserne kom fra vidner, der havde set en ung mand smadre butikkens glasdør. Det oplyser Nordyllands Politis vagtchef Per Jørgensen til nordjyske.dk.

Hvad vidnerne og politiet troede, var et indbrud, viste sig at være noget ganske andet. Det var i hvert fald ikke hensigten at begå indbrud, for den unge mand var så fuld, at han ikke anede, hvor han var.

"Han bor i Golfparken (som ligger flere kilometer væk fra Slotsgade, red.), men troede, han var hjemme hos sig selv. Så efter at havde smadret døren, gik han ind og satte sig på en stol. Sådan fandt vi ham," fortæller vagtchefen til nordjyske.dk.

Den meget beduggede aalborgenser er 24 år. Han vil formentlig blive sigtet for hærværk og ulovlig indtrængen.

jr

Publiceret 21 September 2019 09:31