Privatfoto af tunfisken på 280 kilo.

Privatfoto af tunfisken på 280 kilo.

Helt vildt: Lokale fiskere fanger kæmpe tunfisk på 280 kilo

Tunen vejer 280 kilo, og de lokale fiskere mener, at det er første gang siden 1970erne, at en så stor tun skal sælges på den lokale fiskeauktion i Gilleleje

Et par lokale fiskere fra Gilleleje i Nordsjælland fik sig noget af en overraskelse, da de natten til mandag var ude for at trawle efter sild. Da garnet skulle hives op, gemte der sig nemlig en ordentlig krabat af en tun i nettet, skriver Ugeposten gribskov.

Tunen vejer 280 kilo, og de lokale fiskere mener, at det er første gang siden 1970erne, at en så stor tun skal sælges på den lokale fiskeauktion i Gilleleje.

"Vi trawlede sild oppe ved Anholt, og der var den så røget i nettet. Den må være kommet ind mellem sildene og er blevet trukket efter båden," siger den lokale fisker Leif Larsen om den store fangst.

Hvad tænker man, når man er ude for at fange små sild - og der så lige pludselig er en ordentligt krabat af en tun imellem?"

"Man lurer lidt. Det gør man. Jeg har aldrig fanget sådan en før," siger han.

Leif Larsen og hans makker må faktisk ikke fiske efter tun, men fordi fisken kom i nettet som bifangst - og fordi den var død, da nettet blev hevet op, har de fået lov til at sælge den.

"Det er første gang i over 40 år, at vi kan sælge sådan en fisk i Gilleleje." siger auktionsmester Lasse Nordahl fra Gilleleje Fiskeauktion.

Men hvad kostet en blåfinnet tun på 260 kilo uden indvolde så? Ja, det er et spørgsmål som hverken Lasse Nordahl eller Leif Larsen kan svare på.

"Jeg ved det simpelthen ikke," siger Lasse Nordahl.

Leif Larsen er på lige så bar bund.

"Jeg ved, at der i sidste uge blev solgt en lidt større tun i Sverige til 40.000 svenske kroner. Men jeg aner ikke, hvad prisen bliver," siger han.

Så står du og har 40.000 kr. (eller lidt mindre eller lidt mere), du ikke ved, hvad du skal bruge til - og elsker du bare tun? Så er det bare at møde op på fiskeauktionen i Gilleleje i morgen tidlig. Der bliver den nyfangede tun - hvis alt går vel - langet over disken til en heldig køber.

Publiceret 01 October 2019 09:44