Kvinden blev fundet død i sin lejlighed på Møllebakken tirsdag morgen. Foto: Martin Warming

Kvinden blev fundet død i sin lejlighed på Møllebakken tirsdag morgen. Foto: Martin Warming

Kvinde-drab i Hillerød: 63-årig mand fremstilles i grundlovsforhør

Af
Martin Warming

Den 63-årige mand, som Nordsjællands Politi sætter i forbindelse med drabet på en 63-årig kvinde i Hillerød, fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Hillerød onsdag klokken 13.

Det oplyser Nordsjællands Politi.

Den 63-årige mand, der kommer fra Gørløse, vil dog ikke selv være til stede under grundlovsforhøret, der bliver afholdt 'in absentia', hvilket altså betyder, at manden - af ukendte årsager - ikke er fysisk til stede under grundlovsforhøret.

Nordsjællands Politi ønsker dog ikke at sige noget om, hvorvidt de har anholdt manden - eller hvorfor han ikke selv er til stede under grundlovsforhøret.

Kvinden blev fundet død i sin lejlighed på Møllebakken kort efter klokken 8 tirsdag morgen.

Nordsjællands Politi mistænker den 63-årige mand fra Gørløse for at have forbindelse til drabet.

"Manden har en relation til den dræbte kvinde, der er imidlertid ikke tale om en familiemæssig relation. Nordsjællands Politi har som et led i efterforskningen i dag været på mandens adresse i Gørløse. Manden var ikke til stede på adressen og efterlyses i politiets systemer," skriver Nordsjællands Politi i sin elektroniske døgnrapport.

Nordsjællands Politi ønsker foreløbig ikke at komme med yderligere oplysninger af hensyn til sagens efterforskning.

Publiceret 02 October 2019 10:06