Den kvindelige tjener fik både en lussing og blev fastholdt, efter hun bad om

Den kvindelige tjener fik både en lussing og blev fastholdt, efter hun bad om "den gode tone", over for sin chef på Hos Molboerne. Genrefoto

Restaurantejer bliver alligevel tiltalt for vold

Statsadvokaten rejser sag mod ejer af Restaurant Hos Molboerne i Ebeltoft efter vold mod ansat

Ejeren af restaurant Hos Molboerne i Ebeltoft bliver nu tiltalt for vold, efter at han i juli langede en kvindelig tjener en lussing. Det skriver Fagbladet 3F på sin hjemmeside. Det er Statsadvokaten, der tager sagen op, efter Østjyllands Politi ellers havde droppet at rejse tiltale, skriver Adresseavisen Syddjurs.

Tilbage i juli stod Dorte Pedersen frem og kunne fortælle om sit livs måske mest ydmygende oplevelse. Efter mange år i tjenerfaget blev hun for første gang mødt af fysisk vold, efter ejer af Hos Molboerne Troels Ammitzbøll Rasmussen stak hende en lussing og tog fat i hendes arm, så hun gik ned i knæ. Et forhold, som restaurantejeren blev politianmeldt for i samme måned, og som han efterfølgende har erkendt over for politiet.

Østjyllands Politi besluttede efterfølgende, at Troels Ammitzbøll Rasmussen ville slippe for tiltale. Årsagen var, ifølge politiet, at lussingen ikke gav nogen betydelig skade, og politiet begrundede desuden tiltalefrafaldet med, at Troels Ammitsbøl Rasmussen havde erkendt sig skyldig.

Tjeneren blev ellers både holdt fast, så hun fik et stort, blåt mærke, og modtog lussingen, efter hun havde bedt om “den gode tone”.

Anklagemyndighedens beslutning vakte både bestyrtelse og hovedrysten på tværs af Folketingssalen, mens Enhedslistens beskæftigelsesordfører Christian Juhl kaldte beskæftigelseminister Peter Hummelgaard (S) i samråd, og opmærksomheden om sagen har været med til at Statsadvokaten tager sagen.

"På baggrund af den medieomtale, der har været i sagen, gennemgik vi sagen på ny og sendte herefter sagen til Statsadvokaten, skriver advokaturchef i Østjyllands Politi, Morten Holm, i en mail til Fagbladet 3F.

En politikreds kan ikke selv omgøre deres egen afgørelse om tiltaleopgivelse eller tiltalefrafald. Det er Statsadvokaten, der har myndigheden til at omgøre en sag.

Hos Enhedslisten kalder Christian Juhl Statsadvokatens afgørelse for fornuftig og positiv. Han vil nu bede beskæftigelsesministeren om en udsættelse af samrådet, indtil en dommer har truffet afgørelse i sagen, men han mener dog stadig, at lovgivning om vold på arbejdspladsen kalder på en generel drøftelse på Christiansborg.

"En ting er den vold, man begår mod hinanden, men det er skærpende omstændigheder, når en arbejdsgiver udøver vold mod en ansat, og der skal vi have kigget på arbejdsmiljøloven og på strafudmålingen, siger han og foreslår, at en virksomhedsejer skal kunne fradømmes retten til at drive virksomhed med ansatte, hvis vedkommende får en voldsdom," siger Christian Juhl til Fagbladet 3F.

Publiceret 02 October 2019 16:59