Bilist fik ildebefindende på motorvejen: Fire personer kørt på hospitalet

En ulykke spærrede onsdag aften Holbækmotorvejen ved Vipperød

Af
Jacob Nielsen

Fire ambulancer og en akutlægehelikopter måtte onsdag aften ved 18-tiden sendes til Holbækmotorvejen, efter en bil var forulykket ved afkørsel 19 nær Holbæk, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Personbilen, med i alt fire personer i, var kommet ud i midterrabatten, hvor den havde ramt autoværnet. Efterfølgende var den kørt ud i nødsporet, hvor autoværnet også blev ramt. Bilen havde snurret rundt og fået adskillige materielle skader.

Der blev heldigvis ikke brug for den tilkaldte lægehelikopter, som ellers var landet midt på motorvejen. Ingen af de fire personer fra ulykkesbilen var kommet alvorligt til skade, men var sluppet med knubs. De blev under opsyn af en læge fra helikopteren fragtet til kontrol på skadestuen i de fire tilkaldte ambulancer.

Ifølge politiets foreløbige undersøglser skyldes uheldet formentlig et ildebefindende hos den 47-årige mand fra Nykøbing Sj., som førte bilen.

Kort før klokken 19 blev motorvejen igen åbnet for trafik, oplyser politiet.

Se flere fotos og videoer på localeyes.dk.

Publiceret 03 October 2019 11:50