Foto: Localeyes.dk

Foto: Localeyes.dk

SE VIDEOEN:

Politibetjent tæsker løs på anholdt

Københavns Politi har sendt sagen videre til Den Uafhængige Politiklagemyndighed

En video florerer lige nu på nettet og har vakt en del kritik af Københavns Politi.

Videoen viser en betjent og en anholdt i en politivogn, og man kan se, at betjenten slår løs på den anholdte inde i vognen.

Det er Localeyes.dk, der har fået fat i videooptagelsen, der skulle være taget på Refshalevej ved Christiania onsdag eftermiddag klokken 14.09.

Personer, der har overværet episoden, har til Localeyes.dk fortalt, at den anholdte lå ned og var iført håndjern, da politibetjenten overfaldt ham med slag.

Hvad årsagen til slagene er, vides ikke, og Københavns Politi har ikke villet kommentere videoen.

På Twitter skriver Københavns Politi dog, at man er bekendt med videoen, og at sagen er overgivet til Den Uafhængige Politiklagemyndighed, der er sat i verden for at efterforske politiet.

"Københavns Politi er bekendt med en offentliggjort video, der viser et forhold i en af politiets gruppevogne. Forholdet er identificeret og relevant materiale bliver derfor overdraget til Den Uafhængige Politiklagemyndighed. Ingen yderligere kommentarer," skriver Københavns Politi på Twitter.

Se flere billeder og video på Localeyes.dk.

dp

Publiceret 05 October 2019 12:36