Arkivfoto.

Arkivfoto.

Kvinde myrdet med knivstik og snitsår i halsen: Mand på flugt til udlandet nægter drab

Politiet mener, at manden dræbte kvinden med flere knivstik og snitsår i halsen i hendes lejlighed i Hillerød på et tidspunkt mellem søndag den 29. september klokken 23 og tirsdag den 1. oktober klokken 8.03.

Den mand, som Nordsjællands Politi har anholdt og sigtet for drabet på en kvinde i Hillerød, nægter sig skyldig.

Det kom frem under et grundlovsforhør ved Retten i Lyngby tidligere i dag, hvor manden blev fremstillet for en dommer med henblik på varetægtfængsling, skriver Hillerød Posten.

Politiet mener, at manden dræbte kvinden med flere knivstik og snitsår i halsen i hendes lejlighed i Hillerød på et tidspunkt mellem søndag den 29. september klokken 23 og tirsdag den 1. oktober klokken 8.03.

Men manden, der under grundlovsforhøret var iført sorte joggingbukser med hvide striber, en grøn t-shirt, badesandaler og forbindinger på begge håndled, nægtede sig under grundlovsforhøret skyldig i sigtelsen.

Den formodede drabsmand flygtede efter drabet til Tyskland, og her blev han anholdt af det tyske politi torsdag den 3. oktober, men først i går - fredag den 11. oktober - blev han udleveret til det danske politi, og lørdag blev han altså fremstillet for en dommer ved Retten i Lyngby.

Manden blev allerede varetægtsfænglet in absentia - altså uden selv at være til stede - ved et grundlovsforhør ved Retten i Hillerød onsdag den 2. oktober, hvor der blev der nedlagt et navneforbud i sagen, hvilket betyder, at vi ikke må skrive noget, der på nogen måde kan være med til at identificere den anholdte. Herunder hans alder og hvilken by, han kommer fra.

Ved lørdagens grundlovsforhør blev der endvidere nedlagt navneforbud i forhold til offeret, og vi må derfor heller ikke længere skrive, hvor gammel hun var, og hvor i Hillerød hun boede.

Dommeren valgte på begæring af politiets anklager at lukke dørene til dagens grundlovsforhør for offentligheden - herunder også pressen - så vi er ikke i stand til at komme med flere detaljer om den tragiske drabssag, skriver Hillerød Posten.

Publiceret 12 October 2019 13:15