Foto: Adobe Stock

Foto: Adobe Stock doidam10 - stock.adobe.com

Voldsomt og umotiveret overfald på 13-årig pige: Flok af drenge efterlyses

Pige blev lørdag slået og sparket i Gentofte

En 13-årig pige fra Allerød blev lørdag aften overfaldet af en gruppe på fem drenge i Gentofte, oplyser Nordsjællands Politi.

Pigen havde været til IsDisco i Gentofte Sportspark tidligere på aftenen og var ved 21-tiden på vej på McDonalds ad Ved Stadion/ Brogårdsvej, da en dreng fra en flok, som gik foran pigerne, pludselig gik hen og tog fat om pigens hals og trak hende til jorden.

Herefter kom tre andre drenge fra gruppen og sparkede pigen på benene, ligesom de slog hende på siden af kroppen og i ansigtet. Pludselig gik det op for drengene, at de slog på en pige, og sagde til hende, at de havde forvekslet hende med en anden. Herefter tilbød de hende 100 kroner og at hun kunne slå dem, som kompensation, så de ville ”stå lige”. Det blev imidlertid afvist af pigen.

Drengene beskrives således:

A: Udenlandsk af udseende, mørkt hår, spinkel af bygning, ca. 140-150 cm høj, ca. 14-15 år, iført en hvid hoodie, sorte bukser, sorte sko, samt en sort cap. Talte dansk med accent og kunne tale et udenlandsk sprog.

B: Udenlandsk af udseende, herunder helt mørk i huden, ca. 170-180 cm høj, ca. 14-15 år, iført hvid/blå/grå jakke, sorte bukser og sorte sko. Talte dansk med accent og kunne tale et udenlandsk sprog.

C: Udenlandsk af udseende, mørkt hår med krøller på toppen og kort i siderne, ca. 170-180 cm høj, 14-15 år, iført en sort bomber jakke, sorte bukser af mærket Nike. Medbragte sort Carharrt skuldertaske. Talte dansk med accent, og kunne tale et udenlandsk sprog. Han havde desuden et stort mellemrum mellem fortænderne.

D: Udenlandsk af udseende, spinkel af bygning, ca. 160 cm høj, 14-15 år, kort mørkt slik hår, iført en mørkeblå sweatshirt med et rødt logo foran, sorte bukser og sorte sko, briller. Talte dansk med accent og kunne tale et udenlandsk sprog

E. Udenlandsk af udseende, spinkel af bygning, ca. 140-150 cm høj, ca. 14-15 år, iført en grå langærmet trøje samt sorte bukser og sko. Talte dansk med accent og kunne tale et udenlandsk sprog. E havde tilsyneladende ikke været aktiv i overfaldet.

Kontakt Nordsjællands Politi på telefon 1-1-4 hvis du har oplysninger om de efterlyste drenge.

jn

Publiceret 14 October 2019 10:30