Privatfoto.

Privatfoto.

Pervers dyremishandling? Kat bundet til træ, hvor der var sat kamera op

Skovgæst er vred og rystet over fund af død kat i skoven

Opdatering kl. 18.45: Efter publicering af denne artikel er Lokalavisen blevet kontaktet af en person, der fortæller, at katten var død og skulle bruges som lokkemad for mårhunde. Læs mere i artiklen herunder:

C. Hansen fik sig et chok, da han i tirsdags var ude at cykle på Mols. På en skovvej, der er en sidevej til Møgelbjergvej ved Grønfeld, lå der en død rødstribet kat i skovkanten.

Det chokerende var, at katten havde en snor om halsen og var tøjret til et træ.

"Katten var stendød og havde nærmest kvalt sig selv, vil jeg tro. Jeg kan jo ikke vide, om den var død, da den blev sat derude," siger C. Hansen til Lokalavisen Aarhus.

Det mest chokerende var dog, at der i træet var opsat et kamera, formentlig med en sensor, så det filmer og sender det til en modtager, når der er bevægelse i billedet.

"Jeg kan forestille mig to scenarier. Det ene scenarie er, at nogen har en pervers nydelse ved at se et dyr lide. Det andet scenarie er, at katten har været forgiftet, i håb om for eksempel at ramme en mårhund, der spiser katten, eller nogen bare vil have et fedt billede af noget, der æder et dyr."

"Jeg har svært ved at se, der findes en logisk forklaring, men hvis der gør, vil jeg gerne vide det. Og hvis der er en mening med det, så lad dog være med at anbringe katten lige ud til en offentlig vej, og skriv en meddelelse om, hvad det handler om," lyder det videre fra manden, der fandt den døde kat.

C. Hansen rørte ikke ved katten for at finde ud af, hvor stiv den var, men han er sikker på, den højest har ligget der i nogle dage. Dels gik han tur og samlede svampe på stedet en uge tidligere, hvor katten ikke lå der. Og dels fordi katten ikke var gået i forrådnelse, men var intakt i pels, hud og øjne og havde frisk blod i mundvigene.

C. Hansen oplyser, at han har meldt fundet til politiet.

Lokalavisen Aarhus har været i kontakt med Østjtllands Politi, som ikke umiddelbart kan bekræfte, at man har modtaget en anmeldelse, og ikke umiddelbart kan udtale sig nærmere om sagen, men vil kigge på den.

Publiceret 17 October 2019 16:06