Arkivfoto.

Arkivfoto.

Succesfuld sanger i stor sorg: Søster pludselig død

Alex Vargaa' søsters pludselige død danner rammen om en række nye sange

Alex Vargas har det seneste år udgivet to ep'er, spillet koncerter rundt omkring i landet og blev i sommer far for første gang til datteren Dolly.

Men midt i al lykken har den danske sangstjerne samtidig båret på en stor og altopslugende sorg.

I en pressemeddelelse oplyser Alex Vargas, at han sidste år mistede sin storesøster, som døde pludseligt, og at sorgen over hendes død danner ramme om sangene på hans nye ep, "EGOmaniac", som udkommer fredag, skriver Ritzau.

"Jeg har aldrig følt sorg af den styrke før," udtaler Alex Vargas om søsterens død, som naturligt har sat sit præg på den danske sanger og hans familie.

I tiden efter tabet så Alex Vargas blandt andet en ny side af sig selv.

"Jeg oplevede at være i en enormt egoistisk sindstilstand, og hvor svær jeg blev at leve med midt i min og min families dybe sorg, hvor noget så naturligt som at tage hensyn og lytte til andres behov slet ikke var muligt for mig," siger han.

Alex Vargas brød for alvor igennem på den danske musikscene med udgivelsen af hitsinglen "Shackled Up", som blev fulgt op af ep'en "Giving Up the Ghost" fra 2016.

Han har siden gjort sig bemærket med radiohits som "Higher Lover" og "Inclosure".

Alexander Vargas Blay (født 17. februar 1988 i Hørsholm), bedre kendt som Alex Vargas, er en dansk sanger, sangskriver og producer af dansk-engelsk og uruguayansk oprindelse (Kilde: Wikipedia)

Publiceret 18 October 2019 15:39