74-årig mand er sigtet for seksuelle overgreb på 9-årig pige.

74-årig mand er sigtet for seksuelle overgreb på 9-årig pige. Modelfoto: Adobe Stock.

74-årig mand sigtet for seksuelle overgreb mod 9-årig pige

En 74-årig mand blev i dag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus sigtet for voldtægt af en niårig pige

Af
Sofie Amalie Skovsager

Ved Retten i Aarhus blev en 74-årig mand i dag fremstillet i grundlovsforhør. Han er sigtet for seksuelle overgreb mod en pige på ni år. Overgrebene har fundet sted fra marts til oktober i år på en privat adresse i den vestlige del af Aarhus Kommune.

Det var en tydelig påvirket ældre mand, som mødte op i retten i dag. Han blev ført ind af to betjente og placeret på anklagebænken. Han nikkede stille til dommerens spørgsmål og tilkendegav navn og fødselsdato.

Ifølge anklageskriftet er manden sigtet for blandt andet at have afklædt og befølt en mindreårig pige, der er født i 2010. Den ældre mand var ifølge sigtelsen selv nøgen, mens han forgreb sig på hende.

Østjyllands Politis anklager anmodede retten om dobbelt lukkede døre. Det vil sige, at dørene allerede bliver lukket, inden anklageskriftet bliver læst op. Anmodningen blev dog afvist af dommeren, som dog valgte at lukke dørene efter oplæsning af anklagen.

Dørlukningen, som er almindelig i den slags sager, skete af hensyn til den videre efterforskning, sagens tidlige stadie og dens karakter, oplyste dommeren.

Pressen fik dermed hverken lejlighed til at høre, hvilken relation den 74-årige mand har til den mindreårige pige, eller om han erklærede sig skyldig eller uskyldig i de alvorlige anklager.

Lokalavisen følger op på sagen, når der er en afgørelse på grundlovsforhøret, hvor politiet kræver den 74-årige mand varetægtsfængslet.

OPDATERING: Østjyllands Politi oplyser, at den 74-årige mand blev varetægtsfængslet i fire uger. Han kærede ikke kendelsen til landsretten.

Publiceret 22 October 2019 15:18