Foto: Adobe Stock

Foto: Adobe Stock Karen Roach - stock.adobe.com

Romantisk storsvindler på spil: To kvinder faldt for samme usle trick

To ældre kvinder fra Midtsjælland har været udsat for såkaldt "romancescam"

Af
Jacob Nielsen

Politiet i Roskilde fik mandag eftermiddag klokken 16 en svindel-anmeldelse fra en 78-årig kvinde. Det var kvindens pårørende, som havde opfordret hende til at kontakte politiet, efter hun havde været udsat for forsøg på bedrageri, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Kvinden havde via facebook fået kontakt en mand, som havde charmeret hende og overtalt hende til at hæve 2.500 dollars, som skulle sendes til ham. Manden oplyste et navn og sagde, at han en amerikansk oberst, som var udsendt til Syrien. Han skrev også, at han ville få en anden dansk kvinde til at hente pengene hos hende og efterfølgende overføre dem til en konto via Western Union.

Da kvindens pårørende hørte om historien, fik de den 78-årige til at indse, at hun havde været i hænderne på en bedrager.

Besøgt af endnu et offer

Senere mandag aftenen kontaktede den 78-åriges pårørende igen politiet, fordi en 73-årig kvinde fra Næstved pludselig var dukket op for at hente de 2.500 dollars, som skulle overføres til den falske oberts.

Det viste sig, at den 73-årige kvinde ligeledes var blevet overtalt til at sende penge af en mand på facebook. Denne mand havde skrevet, at han var fransk diplomat, og at kvinden også skulle hente penge hos den 78-årige.

Der blev heldigvis ikke overført nogen penge, fordi kvinderne fattede mistanke om svindel, oplyser politiet, som nu undersøger sagen, der viser tydelige tegn på, at de to kvinder har været udsat for såkaldt ”romancescam”, hvor udenlandske bedragere udnytter folk ved af charme og søde ord.

Korrespondancen imellem den 78-årige anmelder og svindleren bærer præg af, at teksten er skrevet ved brug af translationsprogrammer såsom Google Translate.

Sund skepsis

Politiet vil gerne opfordre borgerne til at udvise samme sunde skepsis over for personer på nettet, som den 78-åriges pårørende gjorde. Overfør aldrig penge til personer på nettet, som uopfordret anmoder om det. Advar dine familiemedlemmer, hvis du hører om sådanne henvendelser.

Bedragerne er ofte utrolig overtalende og dygtige til at indsmigre sig, så derfor kan det være en god idé, at pårørende sætter et objektivt perspektiv på situationen, lyder det fra ordensmagten.

Publiceret 22 October 2019 14:27